ELLEN RIPLEY
Løjtnant af første grad Ellen Louise Ripley er den ikoniske hovedperson i Alien-franchisen, spillet af Sigourney Weaver. Oprindeligt tjenestegjorde hun som overstyrmand ombord på fragtskibet USCSS Nostromo, hvorefter hun bliver den primære overlever og kriger mod den dødbringende Xenomorph-art. Hendes kamp for overlevelse spænder over århundreder, fra kommercielle rumflyvninger og militære operationer til hendes ultimative offer på Fiorina 161 og efterfølgende kloning som en menneske-alien-hybrid.
Cronologia
Biografi
Ellen Louise Ripley er en kommerciel astronaut og overstyrmand, som bliver menneskehedens primære forsvarer mod den parasitiske Xenomorph-art. Hun blev født på Jordens måne i 2092 og begyndte sin karriere med at copilote handelsskibe, før hun fik en stilling som næstkommanderende ombord på det kommercielle bugseringsskib USCSS Nostromo.
I 2122 ændrede hendes liv sig for evigt, da Nostromo reagerede på et signal på LV-426, hvilket førte til et fatalt alien-angreb, der efterlod Ripley som skibets eneste menneskelige overlever sammen med skibets kat, Jonesy.
Efter at have fludset i hypersøvn i 57 år blev Ripley reddet i 2179 og accepterede modvilligt at rådgive et hold af United States Colonial Marines, der undersøgte den tabte koloni på LV-426. Der reddede hun den unge overlever Rebecca 'Newt' Jorden og besejrede en Xenomorph-dronning. Efter en nødlanding på fængselsplaneten Fiorina 161 opdagede Ripley, at hun var blevet befrugtet med et dronningembryo, og hun offrede sig selv i en smelteovn for at forhindre Weyland-Yutani i at høste skabningen. To århundreder senere, i 2381, blev hun bragt tilbage gennem kloning som Ripley 8 ombord på USM Auriga.
Baggrund
Ellen Ripley blev født den 7. januar 2092 på Olympia-kolonien på Luna. Da hun var to år gammel, tvang et udbrud af XMB-virussen månen ud i en seksten år lang karantæne, under hvilken hun boede på en månefacilitet, indtil hun testede negativ.
Hun opnåede en kandidatgrad i ingeniørvidenskab fra New York Aeronautics University og sluttede sig til US Merchant Navy som copilot ombord på Zelazny.
Under sin tjeneste i handelsflåden giftede hun sig med sin første mand, Alex, og fødte sin datter Amanda Ripley – idet hun valgte at undvære smertelindrende medicin af frygt for komplikationer ved langvarig kryorejse. Efter at hendes mand forlod hende, da Amanda var tre år gammel, blev Ripley senere gift igen med Paul Carter, selvom deres forhold var lige så tumultarisk. I 2120'erne forsøgte Ripley, bosiddende i El Salvador, at genforhandle sin kontrakt med Weyland-Yutani for at tilbringe mere tid med sin datter. Hun indvilligede i at tage på én sidste rejse ombord på USCSS Nostromo til Thedus, før hun tog sin afsked, uvidende om den selskabsfælde, der ventede hendes mandskab.
I PEZZI DI ELLEN RIPLEY
Udvikling
Ellen Ripley gennemgår en af de mest hyldede karakterudviklinger i science fiction-historiens verden. Oprindeligt introduceret i Alien som en pragmatisk, striks officer bundet af virksomhedens karantæneprotokoller, bliver hun tvunget ud i overlevelsesmode, når firmamyndigheden bryder sammen omkring hende. Gennem intellekt, forsigtighed og omstillingsevne bliver hun den eneste overlever af Nostromo.
I Aliens, efter at have tilbragt 57 år drivende i stasis og mistet sit oprindelige liv, forvandles hendes traume til en moderlig, beskyttende rasen, da hun påtager sig rollen som militærleder for at redde Newt og bekæmpe Xenomorph-dronningen. I Alien 3, berøvet sine allierede og bærende på en Xenomorph-dronning i sit eget bryst, tager Ripleys bue en tragisk og heroisk drejning, som kulminerer i et offerfyldt spring i en smelteovn for at besejre Weyland-Yutanis griskhed. Til sidst, i Alien Resurrection, fuldender hendes genopstandelse som den klonede menneske-alien-hybrid Ripley 8 her sin udvikling: hun bliver en skabning i besiddelse af syreholdigt blod og forhøjede fysiske evner, hvilket bygger bro mellem menneskelig empati og alien-rovdyr.

I Alien Resurrection resulterede kloningsforsøg i, at Ripley 8 besad syreholdigt blod og overmenneskelige fysiske træk.

