Necron Flayed One

Flayed Ones marcherer ikke i kamp efter ordre fra Necron Overlords; i stedet braser de uindbudt direkte ud på frontlinjen fra deres uhyggelige lommedimension. Disse krumryggede automater lister gennem skyggerne eller angriber fjendtlige positioner bagholdsagtigt, såsom tunge våbenplaceringer, og ankommer indhyldet i en kvalmende stank af rådnende kød. Når kampen udfolder sig, infiltrerer de modstanderens rækker med skræmmende smidighed ved hjælp af knivskarppe necrodermis-flåkløer, der skyder ud fra deres fingre, til at flå ofrene levende på blot få solsekunder. I stedet for at forfølge flygtende fjender eller overholde overordnede strategiske kommandoer stopper Flayed Ones op midt i slagteriet for groft at smøre blod og råt kød ud over deres ubevægelige, tandløse kæber. Blodet drypper ned ad deres stålhalse og samler sig i pytter omkring plettede necrodermis-ribben, mens stumper af frisk hud hænger løst fra deres metalrammer. Fjendtlige kombattanter mister ofte fatningen, når de er vidner til de rådnende rester af deres tidligere holdkammerater svøbt om disse nådesløse, udødelige dræbermaskiner. Når massakren er slut, forsvinder de fleste overlevende Flayed Ones tilbage til deres mørke sub-dimensionelle rige med friske trofæer.

Eksistensen af Flayed Ones repræsenterer et skræmmende, permanent psykologisk ar på Necron-samfundet, der stammer fra den ældgamle krig i himlen (War in Heaven). Da Necron-racen vendte sig mod deres C'tan-mestre og udslettede Llandu'gor the Flayer fuldstændigt, kastede den døende stjernegud en varig forbannelse, som indpodede et ekko af dens egen bundløse sult i deres necrodermis-skaller. Fordi Necrons byttede deres biologiske kroppe og sjæle væk for levende metalliske endoskeletter, blev deres resterende fornuft sårbar over for denne lumske infektion. Forbannelsen spredes ukontrollabelt og udhuler fornuften, indtil en Necron bukker under for en spøgelsesagtig trang til at mætte sig i kød, som en mekanisk konstruktion aldrig kan fordøje. Udskudte og frygtede af andre Necrons, der frygter at blive smittede med sygdommen, bliver Flayed Ones rutinemæssigt forvist eller henrettet efter slag. På trods af deres status som udstødte giver deres pludselige materialisering et uindbudt terrorvåben for Necron-kommandører. Desuden danner deres lore grundlag for rædselsvækkende galaktiske regioner som Knoglekongeriget Drazak (Bone Kingdom of Drazak) og driver vigtige fortællinger, herunder faldet af Maynarkh-dynastiet og prins Oltyxs skæbne i The Twice-Dead King-serien.

Det visuelle design af en Flayed One er en makaber sammensmeltning af kold nekromantisk teknologi og visuel kropsgys. Deres mekaniske rammer består af tynde, trådagtige necrodermis-endoskeletter, der er forvandlet til krumryggede, rovdyrsagtige stillinger. Det levende metal i deres lemmer omstrukturerer sig på grotesk vis under Flayer-forbannelsen: deres ben grår ofte et ekstra led for at muliggøre hyper-smidig eller firbenet bevægelse, mens deres fingre forlænges til lange, knivlignende necrodermis-klinger, der er i stand til at skære igennem både hud og tung rustning. Det, der for alvor definerer deres estetik, er deres grufulde vane med at bære trofæer. Flayed Ones svøber af gode grunde deres ståloverkroppe i stadig våde stykker af høstet organisk hud, huder, orkekød og knoglerester, og bærer til og med halskæder af menneskekranier. Da de mangler funktionelle fordøjelsessystemer eller lugtesans, forbliver disse blodige trofæer fastgjort til deres rammer, indtil de er fuldstændig rådnede. Moderne plastikminiaturer og digitale fremstillinger lægger vægt på denne mareridtsagtige estetik med nålelignende fingersegler, blottede, blodigtede ribben og rådnende huder spændt stramt ud over kold metalled.